”Paradisvejen” er temaet for to kunstneres udstilling
Søndag den 15. november kl. 12.00 – 13.30 er der fernisering i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved, hvor de to kunstnere Birthe Kærsig og Tine Martens udstiller deres malerier med ”Paradisvejen” som tema.
Om deres kunstneriske virke siger de to kvinder:
”Vi har efterhånden malet i mange år, og i de senere år har vi udstillet sammen, bl.a. i Næstved Kunstforening, i Hasle på Galleri Vang, i Bridgeklubben i Næstved, i Fiskeri- og Bymuseet i Karrebæksminde, og her i uge 41 havde vi udstilling i Levins hus i Fåborg, blot for at nævne nogle af de steder vi har været.
I flere år har vi begge været elever hos Joan Holbøll, som var en stor inspirator for os begge. Af andre, der har lært os en del, kan nævnes Mai-Britt Schultz fra Tåsinge. Ud over de nævnte lærere har vi begge haft individuelle lærere.
Vores udgangspunkt er først og fremmest glæden ved at skabe, glæden ved farver og glæden ved at stå i sin egen verden, hvor der intet andet er til stede end det næste penselstrøg. Derudover giver det en stor tilfredshed at få et resultat på lærredet, som vi gerne vi udtrykke. Vi finder stor inspiration i naturen og det nære omkring os.
Vi har fundet det meget spændende at male billeder til denne udstilling, hvis tema er ”Paradisvejen”, og Ingemanns Julesalme ”Julen har bragt velsignet bud”, som har fået os til at male andre motiver, end vi ellers plejer.”
Udstillingen kan ses indtil 3. januar 2021 i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.