Nyhedsblad og kalender – februar og marts

Download nyhedsblad og kalender

.

Der er lys i mørket

Af Lisbeth Scharla-Friis.

Det er en sætning som vi ofte hører og læser i denne tid. Lyset er tydeligvis forbundet med den vaccine, som nu kommer og skal sætte en stopper for Covid- 19, som styrer og begrænser vores samfund, vores liv og vores hverdag.

Mange venter med længsel på ”lyset” og på at opnå immunitet, så hverdagen igen kan formes og leves som før. Tiden med Corona har været svær for mange, skabt isolation og ensomhed, og det kan være svært at se det lysne forude. Derfor opleves vaccinen som ”et lys i mørket”.

I bibelen læser vi flere steder om lyset. Lyset som er,
som var og som kommer.

Et lys, som er livgivende og som altid skinner.

Nogen gange kan omstændigheder gøre, at vi har svært ved at se lyset. Men Gud har i sit ord givet os håbet og troen på en nutid og en fremtid sammen
med ham. Hold fast i lyset og troen, når det føles mørkt og modet svigter, og du føler dig låst fast. Gud ER ved din side, det har han sagt i sit ord.

“I Ham var liv og livet var menneskers lys” (Johs. ev.1,1-5)

”Jeg er verdens lys” (Johs. ev.8,12)

”Den dag jeg råbte, svarede du mig” (Salme 138,3)

”Jesus hjælp mig til at se dit lys og leve i lyset af
dig”!!!

I adventstiden blev jeg opmærksom på en nyere salme, skrevet af Dy Plambeck. Jeg finder, at denne salme bringer håbet om lyset i fremtiden med sig, også udenfor en adventstid. Må denne salme blive en styrke og et håb frem mod alt det gode, vi har i vente.

  1. Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig,
    her er en fremtid, her er liv, han er på vej.
    Se, snefnug ligner noder i en symfoni,
    jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.
    Hold håbet op. Mørket skjuler sig.
    Hold håbet op. Hold det foran mig.

Hold håbet op. Mørket skjuler sig.
Hold håbet op. Hold det foran mig.

  1. Vi venter midt i verset i en adventssang,
    en stilhed efter stemmerne, der var engang.
    Den hænger tungt i luften her som efter storm,
    urolig sitren førend verden får sin form.
  2. En julerose er en smuk men ydmyg blomst,
    jeg tænker på et ord, det er: Tilstedekomst.
    En glød i mørket, og jeg mærker glæden ved,
    han er på vej, det er et lys af evighed.

Salmens røde tråd er håb. Han er på vej.

Håbet er det faste holdepunkt i salmen. Et håb, der står foran mig som en bøn og/eller et løfte, men først og fremmest som et håb, der ikke bare kommer fra mig, men rækkes frem imod mig.

”Rejs dig bliv lys, for dit lys er kommet”
(Esajas 60,1-2)

Evangelisk alliance bedemøde lokalt

Evangelisk alliances bedeuge er begyndt – og selvom vi ikke kan mødes i kirker og mødelokaler rundt i landet, så kan vi bede.
Det kan vi heldigvis altid – alene, sammen eller i denne tid samtidig med andre og lige der hvor vi er.

Bedeugen i Næstved bliver i form af et enkelt bedemøde online. Derudover står Evangelisk Alliance Danmark selv for nogle online møder mandag, tirsdag, torsdag og søndag, og dem vil vi også opfordre dig til at tage del i. Du kan læse mere om EA Danmarks bedemøder på hjemmesiden: https://www.evangeliskalliance.dk/bedeuge/bedeuge-2021/

Trykte hæfter – så længe lager haves
Vi har en lille stak trykte bedeuge-hæfter fra Evangelisk Alliance, som du kan hente i Birkebjergkirken, hvis du derhjemme vil bede ud fra overskrifter og bedeemner.
Der er åbent i Birkebjergkirken: Tirsdag mellem 12 og 18, og onsdag mellem kl. 12-18.45. Gå ind eller bank på ved kontoret, der ligger på højre side af kirken, når man står foran hovedindgangen på Tommerupvej 4. Husk mundbind. Det er så længe de haves og efter først til mølle princip.
Du kan også finde bedeugehæftet online via dette link: http://www.evangeliskalliance.dk/wp-content/uploads/2020/10/EA-bedefolder-2021.pdf

Evangelisk Alliances bedemøde lokalt – Næstved
Onsdag d. 13. januar kl. 19.00
Mødet foregår via Zoom. Vi har valgt at gøre det på den måde, da det giver os mulighed for at se hinanden – og få bedre fornemmelse af det fællesskab vi er.

Jan Wold fra Adventistkirken og Nana Green fra Birkebjergkirken står for bedemødet, men bag Evangelisk Alliance i Næstved er Indre Mission, Næstved Byrkirke, Frelsens Hær og Birkebjergkirken. Uanset hvilken kirke du kommer i eller om du overhovedet har din faste gang i en kirke, så er du velkommen.

Du kan enten gå til denne hjemmeside (som er stillet til rådighed af Adventistkirken).
https://webkirke.dk/alliance/
Her skulle komme en skærm kl. 19, hvor du kan angive dit navn og så være med.

Du kan også komme på ved hjælp af Zoom i din webbrowser, som program på din PC eller en app på din telefon.
Oplysningerne til at gøre det kan du læse her. Når du går ind på linket via Zoom, så vil den tilbyde dig at hente programmet ned – det giver nogen gange en mere stabil forbindelse.

Join Zoom Meeting
https://zoom.us/j/99138005344

Møde ID: 991 3800 5344

Ring op ud fra din lokation:
        +45 32 72 80 10 Denmark
        +45 32 72 80 11 Denmark
        +45 47 37 25 75 Denmark
        +45 89 88 37 88 Denmark
        +45 32 70 12 06 Denmark
        +45 32 71 31 57 Denmark
Møde ID: 991 3800 5344

ProgramVi logger på – Nana byder jer velkommen og vi afventer nogle minutter på at alle kommer ind og er med.

  • Velkomst og intro ved Nana
  • Evt. en sang – hvis vi kan få det op at køre
  • Tekstlæsning fra Johannesevangeliet 4,1-42 om Jesu møde med den samaritanske kvinde.
  • Kort refleksion over teksten og dagens overskrift: Inviter – ved Jan Wold
  • Oplæg til bøn (for dagens bedeemner fra hæftet: Tak for dem der har inviteret os, bekende manglende iver efter at invitere, bede om frimodgihed, mulighed og længsel til at sige: “Kom og se” til andre, sende mennesker – og os selv – til steder i vores by, i vores land og i vores verden, hvor invitationen ikke har lydt endnu.
  • Evt. inddeling i “breakout rooms” hvor vi beder for vores by. (Afhængigt af antal og om vi kan få teknikken til det).
  • Afrunding ved Nana, hvor vi beder Fadervor og modtager Guds velsignelse.

Varme hilsner
Jan Wold og Nana Green

Nyhedsblad og kalender december – januar

Download nyhedsblad og kalender

Rum og ro til tro

Af Nana Green

I 2021 vil vi gerne give mennesker rum og ro til tro. Derfor vil vi på forskellige måder – som COVID-19 restriktionerne må give mulighed for –
give rum og tid til nysgerrigt at gå på opdagelse i livet og troen. Dit liv og din tro.

Mit liv og min tro. At gå nysgerrigt og åbent til livet og troen
sammen – ja, det går bedst i en atmosfære, hvor man bliver taget imod som den, man er og hvor der ikke er fordømmelse eller bedømmelse. Det er sådan, Jesus tager imod os, så mon ikke vi kan prøve at tage imod hinanden på den måde?

Give rum og plads til både at se tilbage på det liv, der er levet – hvordan var det? Hvad formede dig? Hvem formede dig? Har du gjort dig
erfaringer med Gud igennem dit liv? Hvordan ser du på dit liv nu? Og det liv, du har i vente?

At høre andres livshistorier er spændende – det vidner utallige biografier på bestsellerlisterne om.

Selv at sætte ord på sin livs- og troshistorie og dele den med andre giver ofte nye opdagelser og erkendelser.

Det er en fantastisk måde at åbne sig for hinanden på. Giv mig en tanke.

På mit skrivebord ligger en nyudgivet bog med titlen: ”Giv mig en tanke.” Den er skrevet af tidligere biskop Steen Skovsgaard.

Den ligger der bl.a., fordi det er en inspirerende bog med små tekststykker – ja, faktisk en andagtsbog, men også fordi, der arbejdes på at anbefale den til menighedens fællesskabsgrupper, som kan læse et par tekststykker til hver
samling og sammen give hinanden de tanker, som bliver vækket ved at læse Skovsgaards refleksioner og forskellige bibeltekster.

Der vil følge en lille vejledning med til hver af de 208 tekster, I kan læse til hver gang og nogle guidende spørgsmål til samtalen.

Der er ikke nogle rigtige svar – det er at dele de tanker, som kommer til en. Lytte til de andres og selv give en tanke. En eller måske flere tanker – også gerne de ufærdige – ligesom livet ikke er færdigt endnu.

Det skal ikke være svært at være sammen, men være let. Så let som at give en tanke. Og så enkelt er det egentlig også med bøn. Giv Gud en tanke. Det, der ligger øverst i tankerne lige nu. Uden censur.

Så lad os gå ind i 2021, åbne for Gud og hinanden – i en åbenhed, hvor vi giver Gud og hinanden plads – og deler trosliv og tanker.


Kærlig hilsen Nana.

Fernisering 15. november Birthe Kærsig og Tine Martens udstiller

”Paradisvejen” er temaet for to kunstneres udstilling

Søndag den 15. november kl. 12.00 – 13.30 er der fernisering i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved, hvor de to kunstnere Birthe Kærsig og Tine Martens udstiller deres malerier med ”Paradisvejen” som tema.

Om deres kunstneriske virke siger de to kvinder:

Vi har efterhånden malet i mange år, og i de senere år har vi udstillet sammen, bl.a. i Næstved Kunstforening, i Hasle på Galleri Vang, i Bridgeklubben i Næstved, i Fiskeri- og Bymuseet i Karrebæksminde, og her i uge 41 havde vi udstilling i Levins hus i Fåborg, blot for at nævne nogle af de steder vi har været.

I flere år har vi begge været elever hos Joan Holbøll, som var en stor inspirator for os begge. Af andre, der har lært os en del, kan nævnes Mai-Britt Schultz fra Tåsinge. Ud over de nævnte lærere har vi begge haft individuelle lærere.

Vores udgangspunkt er først og fremmest glæden ved at skabe, glæden ved farver og glæden ved at stå i sin egen verden, hvor der intet andet er til stede end det næste penselstrøg. Derudover giver det en stor tilfredshed at få et resultat på lærredet, som vi gerne vi udtrykke. Vi finder stor inspiration i naturen og det nære omkring os.

Vi har fundet det meget spændende at male billeder til denne udstilling, hvis tema er ”Paradisvejen”, og Ingemanns Julesalme ”Julen har bragt velsignet bud”, som har fået os til at male andre motiver, end vi ellers plejer.

Udstillingen kan ses indtil 3. januar 2021 i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.

Mundbind er nu et krav.


Der er nu krav om at der bæres mundbind i kirker når man ankommer, forlader eller bevæger sig rundt, derfor er det belsluttet at der ikke fejres nadver på søndag, men Præsten og menighedsrådet har lagt hovedet i blød for at finde en sikker måde at fejre på fremover.

Se indlæg på Birkebjergkirkens Facebook profil. Der kommer snart en opdateret vejledning her på siden.



Ny vejledning til gudstjeneste med afstand

Kære venner i Birkebjergkirken Siden 18. maj har kirke- og trossamfund i Danmark været genåbnet – der er dog restriktioner, som vi selvfølgelig skal holde for at passe på hinanden. Det er blevet hverdag og så alligevel ikke … og der bliver løbende strammet og slækket alt efter smittetrykket. Vi ændrer nedenstående beskrivelse i takt med at myndighederne ændre restriktionerne.

Download vejledning her

Velkommen til retrætedag i Birkebjergkirken

Download som pdf

Tema: I båden
Lørdag d. 7. november 2020
Kl. 8.30 – 16.00

Hvad er en retræte?

Retræte betyder at trække sig tilbage. Retræte er en tid med mulighed for at samle tankerne, en tid til at reflektere og overveje dybere aspekter af tilværelsen, tid til stilhed, fordybelse og bøn, tid til at lytte til Gud. En retræte er ikke virkelighedsflugt eller ”flugt fra arbejde, og den er ikke et åndeligt brusebad”, men den er med til at give rum, tid og sted for at vi få nyt syn på hverdagen, lære at finde små stunder af ro, som kan give mod og energi – også i hverdagen. En hektiske og krævende hverdag med mange afbrydelser og forstyrrelse fra digitale medier styrer mere og mere af vores tid – så kortere eller længere stunder hvor vi kobler fra og finder ro i stilheden bliver også mere og mere vigtige.

Retræte har sin inspiration og rødder i biblen

Evangelierne fortæller, at Jesus ofte søgte Gud ved at tage væk for at være i stilhed og ensomhed. I Matt. kap. 4 fortælles der, at Jesus efter sin dåb i Jordanfloden, trak sig tilbage i ørkenen i fyrre dage for at søge Gud. Samtidig tog Jesus ofte sine disciple med til steder, hvor de kunne være alene, og i Markusevangeliet 6, 31 siger Jesus til sine disciple “Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.” I biblen er der også eksempler på en række andre personer, som i ensomhed søgte Gud. På retrætedagen er du ikke alene i stilheden, men sammen med andre. Det giver faktisk et særligt fællesskab at være sammen i stilhed.
COVID-19: Vi er et begrænset antal i kirken, og der holdes naturligt afstand hele dagen, frokost og andet serveres forsvarligt og der er ekstra afstand ved sang mv. Bliver du syg, så bliv hjemme og vi refundere din deltagerbetaling.

Retrætedagen begynder med fælles morgenkaffe og introduktion til retræten, derefter vil der være en bede og nadverstund, hvor vi går ind i stilheden sammen, og vi slutter med eftermiddagskaffe efter at vi er gået ud af stilheden igen. På dagen vil hele kirken være indrettet med forskellige rum/”stationer” med inspiration fra Lukasevangeliet5,1-11. Der vil være mulighed for bibellæsning, bøn, refleksion, kreativ udfoldelse og hvile i relation til teksten og i forhold til sit eget liv.
I løbet af dagen vil der også være mulighed for korte samtaler og forbøn med en af retrætedagens ledere.

JESUS SAGDE “LÆG UD PÅ DYBET”

Lukasevangeliet 5,4

Uanset din erfaring med retræte eller kirkeliv, så er du velkommen til at deltage i retrætedagen. Det kræver dog tilmelding. Læs mere på bagsiden af denne flyer.
Arrangører: Osted Frikirke og Birkebjergkirken i Næstved ved Kirsten Graversen (Næstved) og præst Nana Green i både Birkebjergkirken og Osted Frikirke.

STED
Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved

PROGRAM OG DAGENS FORLØB
Kl. 8.30 Morgenmad og kort introduktion til retræten.
kl. 9.00 Rundvisning til kirkens rum og ”stationer.”
kl. 9.15. Retræte begyndende med fælles nadverstund
kl. 12.00 Frokost. Kl. 12.30 Retræte Kl. 15.30. Stilheden slutter, afslutning og kaffe.
Dagen foregår i stilhed fra kl. 9.15-15.30.
Medbring gerne bibel, notesbog, tegneredskaber og – med stor frimodighed – pude og tæppe til evt. hvile.
Indesko/hjemmesko og en varm trøje vil formentlig være praktisk og behageligt. Når man er i hvile/ro fryser man også lettere. Desuden varmt overtøj og udesko, da der er mulighed for en gåtur. Hele dagen vil der være kaffe, te, vand og frugt stillet frem.
PRIS: 80,- kr. Dækker forplejning på dagen, som indbetales ved bekræftelse på mail via MobilePay på 30531755 eller kontant efter aftale med Nana Green.

Tilmelding senest søndag d. 1. november 2020 kl. 12.00 på e-mail.

Skriv til tilmeld@birkebjergkirken.dk og skrive “Retrætedag 2020” i emnelinien. Oplys antal tilmeldte og navn(e).
OBS: Der er begrænset antal pladser på retrætedagen, så tilmelding sker efter først til mølleprincippet.

Mere info eller spørgsmål

Kontakt Nana Green på tlf. 30531755 eller skriv på e-mail: nana@birkebjergkirken.dk.

Download som pdf.

Nyhedsblad og kalender oktober – november

Download nyhedsblad med kalender

Håb

Af Kirsten Graversen

Vi kan ikke åbne for nyhederne uden at blive konfronteret med smittetal og smittetryk. Og vi bliver bombarderet med påmindelser om at huske at spritte af og holde afstand. Det er selvfølgelig godt at huske disse simple regler, men hvad gør det konstante fokus på potentiel smitte og sygdom ved os som enkeltpersoner og samfund?

Jo, vi bliver bombarderet med frygt – enten frygten for at smitte andre eller selv at blive smittet. Manges liv og valg bliver i denne tid styret af frygt, hvis man da ikke går over i den anden grøft og blæser på alle forholdsregler. Men det er jo ikke kun smittefare og sygdom, der skaber frygt, det gør f.eks. samfundsomvæltninger og klimaforandringer også – i en sådan grad, at selv børn oplever frygt.

Al denne frygt kommer i stor udstrækning på grund af mediernes fokus på frygt. Men som kristne har vi et kæmpe håb, fordi vi tror på – og får lov til at opleve – en kærlig, nærværende og bønhørende Gud. Og Jesus holder aldrig afstand! Lad os som kirke og enkeltpersoner derfor sætte fokus på håb.

Jeg tror, Gud i denne tid kalder os til en dybere relation med ham, hvor vi endnu mere finder ud af, hvor højt han elsker os, og hvad det vil sige at måtte leve under hans beskyttelse og ledelse. Det er i hvert fald, hvad jeg selv har oplevet i coronatiden. De tidspunkter, hvor det var allersværest, var også der, hvor jeg oplevede hans nærvær og trøst allermest, og det skabte håb.

Verden har desperat brug for håb, og jo mere vi kan glæde os over at være Guds børn og finde ud af, hvad barnekår virkelig betyder, jo mere kan vi være med til i vores hverdag at sprede håb

Det er da en dejlig opgave!

Kærlig hilsen Kirsten.

Hanne Lebæk Jakobsen udstiller i Birkebjergkirken

Kunstudstilling med temaet ”Nærvær”

Overskrifterne i det meste af dette år har hovedsageligt handlet om at holde ”afstand” for at begrænse udbredelsen af corona. I Birkebjergkirkens kunstudstilling i efteråret er temaet derimod ”nærvær”, og billederne er malet af Hanne Lebæk Jakobsen, som til dagligt arbejder som skolepædagog. ”Jeg underviser børn i bl.a. billedkunst, hvilket også kan give mig stor inspiration, da børn er umiddelbare og ofte impulsive i deres fremstilling, som giver fantastiske billeder,” nævner Hanne Lebæk Jakobsen.

Om sit kunstneriske virke påpeger hun: ”Jeg har malet og skabt billeder i 12 år og maler i min fritid, når tiden og motivationen er til stede. Jeg har aldrig nogen færdig plan, når jeg begynder et billede. Det opstår imens jeg maler og under processen, da jeg maler intuitivt og lader mig føre af min hånd og mine spontane ideer undervejs. Mine tanker jages på flugt, og jeg lever mig ind i det univers, jeg er ved at skabe. Mine billeder er derfor også meget forskellige i sit udtryk. Jeg sætter stor pris på nærværet og nuet imens jeg maler. Der er altid et abstrakt udtryk i mine billeder. Farverne er ofte naturens farver, og ofte optræder der fugle eller andre figurer i billederne. Du kan gå på opdagelse og opleve mange stemninger og tolkninger, som er helt dine egne. Der findes ingen sandhed i den måde, man tolker billederne på.”

Hanne Lebæk Jakobsen har udstillet mange forskellige steder i årenes løb, bl.a. på Filosoffen i Odense, og hun har været med i Atelier/Galleri Det Ny Holmegaard, som nu desværre er nedlagt.

Ved den kommende udstilling i Birkebjergkirkens lokaler på Tommerupvej 4, Næstved er der fernisering søndag den 13. september 2020 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.

Nyhedsblad og kalender august – september

Download kalender og nyhedsblad

Mælkebøtter

Af Nana Green

Et billede, som jeg har haft med mig fra tiden, hvor jeg
fik at vide, at jeg var blevet ansat i Birkebjergkirken og
frem, er billedet af mælkebøtten.

Jeg ved, at billedet vil vække forskellige tanker – for
hvis du er en ihærdig haveejer, så er mælkebøtten jo
ukrudt – og en sejlivet en af slagsen – som man ikke
ser noget positivt i. Den har en stærk og dyb rod, der
netop er med til at gøre den genstridig og svær at
udrydde. Rodnettet gør, at den kan tåle at blive
klippet eller hakket ned i overfladen, men nyt liv kan
igen spire frem fra roden. Den kraftige gule blomst
giver gavmilde frø, som bevægelse og vindpust let
løsner. Så flyver nye frø omkring og bliver til nye
planter. På den måde er den et billede på nogle
vigtige kendetegn og egenskaber for os mennesker i
et liv med Gud og hinanden, og den har været med til
at forme bedende ord for mig det forgangne år.

Må du få dybe rødder som mælkebøtten, der bevarer
dig – også når ukrudtsbrænderen eller plæneklipperen
fjerner blomster og blade af livet. Må du være
velsignet, og må blomsten give mange frø, som bliver
gavmildt delt med omgivelserne med åndens vind og
bevægelse.

Fordi du bare ikke kan lade være.

Må vi som fællesskab være en mark med talrige
mælkebøtter og talrige frøstande, som letter og finder
vej til dem,

der længes – til dem, der savner – til dem,
der tørster – til dem, der har svært ved at finde
vej – til dem, der tror, de har fundet den – til
dem, der har så rigeligt og alligevel mangler –
til dem, der intet har, men virker rige – til dem,
der er i mørket og knapt aner lys – til dem, der
synes lyset er for skarpt og blænder dem – til
dem, der langer ud og river omgivelserne i
deres smerte – til dem, der gemmer deres
glæde i skam – til dem, der altid føler sig alene
– og til dem, der mangler stilhed og rum til at
være ene….

Må vi lade os bevæge og gavmildt dele, og se andre
og hinanden som du ser dem, Gud.