Så er det næsten hverdag igen
Af John Skytt
”Mest af alt holder jeg af hverdagen” ”synger” Dan Turèll, ”ikke i modsætning til fest og farver, det skal der til”. Dan Turèll causerer over alle de almindelige ting der hører hverdagen til; alle de ting som vi nok har gjort i den svære tid med smitterisiko, men gjort lidt med lidt mere besvær end sædvanligt!
Vi har vasket hænder lidt tiere og måske også lidt mere grundigt end før, vi har afsprittet hænder og vi været maskeret når vi gik i forretninger og i fitnesscenter. Vi har holdt fysisk afstand til familie, til venner og til fremmede. Knus og klem har det været småt med. Også i kirken har vi siddet langt fra hinanden og vi har i en periode ikke måttet synger når vi samledes til gudstjeneste, mange ting har været aflyst eller er arrangeret med afstand, enten udendørs i hver vores bil, eller hjemme i stuen ved hjælp af skærm, kamera og mikrofon! Og heldigvis at det har kunnet lade sig gøre!
Men nu kære venner, nu er der slækket på restriktionerne og vi kan være sammen, dog med forsigtighed, på måder der ligner det vi har kendt hidtil!
Der er snart fernisering så vi igen kan få kunst at betragte på væggene i Caféen, Café Broen er på banen igen, Håndarbejde for nødhjælp har været i gang et stykke tid nu og gospelkoret og Soul Children synger også igen om lidt, så der er rigtig meget at glæde sig over.
Den største glæde er dog at Herren har været med os igennem hele forløbet og er det fremover, uden troen på Jesus ville livet have været fyldt med bekymring over fremtiden og hvad det hele skulle udvikle sig til, men med hans ord om ikke at bekymre sig om dagen i morgen idet hver dag har nok i sine bekymringer, og at dagen altid er i hans hånd det har ihvertilfælde været en opmuntring for mig.
Kærlig hilsen
John