Vivi Hjort Hansen udstiller i Birkebjergkirken 22. maj –

Hønsefødder og gulerødder

er temaet for den kommende kunstudstilling i Birkebjergkirken, Næstved. Specielt til denne udstilling har kunstneren Vivi Hjort Hansen malet 10 små malerier med scenerier fra hverdagen i familiens øko-landbrug i Herluflille.



Vivi Hjorth Hansen maler akryl på lærred. Stilen er moderne og naturalistisk, men også fantasi og abstraktion fylder meget. Vivi siger: ”Mit bidrag til kunsten er malerier i stærke farver og genkendelige motiver. Malerierne giver mulighed for at lade fantasien og tankerne flyve. Jeg har malet i mere end 19 år, og synes jeg har min egen stil.

Selve den kreative proces er en tid, hvor jeg bliver opslugt af farver og detaljer. Fantasien løber ofte af med mig og jeg glemmer tid og sted. Ind i mellem maler jeg videre på et maleri, som jeg ellers troede var færdigt, for at forfine det. Jeg bruger gerne min familie til at sige ”STOP – mal ikke mere” eller ”ARGH – mal lidt mere”. Uanset hvor perfekt eller uperfekt maleriet synes at være, vil det tænde følelser. Det er det, kunst kan.


Fernisering på udstillingen finder sted i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved søndag den 22. maj 2022 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.