Birkebjergkirkens kunstudstilling nr. 100
I mere end 20 år har man i Birkebjergkirken kunnet se mange kunstneres værker på væggene i kirkens café.
Det skal fejres søndag den 20. januar 2019 kl. 12-13.30, hvor billedkunstner Kai Svendsen, Næstved ved kirkens udstilling nr. 100 præsenterer sin kunst med smukke farveindtryk og motiver fra et langt liv som kunstner i Næstved, København og Gudhjem. Formand for Næstved Kunstforening Lis Hansen holder en kort åbningstale, og kunstudvalget byder på lidt ekstra ved dagens kirkekaffe.
Kai Svendsen drev i mange år et serigrafisk trykkeri, og i 1970’erne gik han også over til offset og flyttede til nogle lokaler på Christianshavn. Ved siden af startede han et lille kunst-serigrafi-trykkeri, hvor han ofte gratis lod fattige kunstnere producere værker, som de kunne sælge og overleve på.
I USA har Kai Svendsen opnået at vinde VM som verdens bedste serigrafi-kunstner. Det vidner også om hans format, at han trykte dronning Margrethes plakat til ET FOLKESAGN på det kongelige teater.
Ellers maler Kai Svendsen billeder af naturen i akryl, og det er disse malerier, man vil kunne se på udstillingen i Birkebjergkirken.
Efter ferniseringen den 20. januar og indtil Påske 2019 kan udstillingen ses i kirkens åbningstider i forbindelse med gudstjenester, møder og andre aktiviteter, eller efter aftale med Leo Hansen på telefon 5570 0393 / 6169 0393.