Askeonsdag

Flere af byens præster og kirker inviterer til en mere end 1000 år gammel tradition, når der onsdagen efter fastelavn holdes meditativ vandring i midtbyen.

Vi går fra Sct. Peders Kirke kl. 19.30 via den fritlagte Suså til fællesgravens minde på Gamle Kirkegård og videre op til Vor Frue Kirke på Præstøvej, hvor vandringen sluttes med en kort gudstjeneste. Afslutningsvis er der kirkekaffe.

Vandringen på ”askeonsdag” indleder de 40 fastedage i kirkernes kalender frem mod påske.

Ved askeonsdagsmessen i Vor Frue Kirke går vi op til alteret og får tegnet korsets tegn på panden med aske eller strøet aske i håret. Brugen af asken er et symbol på forgængelighed. Mennesket er skabt ud af støv og skal blive til støv, ifølge den kristne tro. Asken minder derfor om, at mennesket intet er uden Gud.

Arrangør og medvirkende: Næstved Økumeniske præstegruppe (NØP)