Download kalender og nyhedsblad
Da 2020 begyndte, havde jeg på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle sidde her i maj og skrive følgende sætning til menighedsbladet: ”Nu kan vi endelig åbne kirkerne, efter Danmark har været lukket ned siden marts måned”.
Jeg skriver dette, efter vi har fejret den første gudstjeneste i mere end 2 måneder. Det var godt at være sammen.
Selvom jeg har talt med en stor del af jer, der kommer fast i kirken – i telefonen eller har skrevet mails og andet, så er det altså godt at ses og tale sammen igen – uden telefoner og web-kamera.
Peters prædiken berørte det, som tankerne også kredser om i forberedelserne til en dialogprædiken, som skal bruges 2. pinsedag med andre kirker i Næstved: At være en del af den store helhed. Sidde sammen på den store stamme. At være ét i Kristus.
Vi har prøvet for en tid at være hver vores gren på træet, og ikke helt kunne fornemme resten af trækronen – resten af fællesskabet. Men jeg håber, at vi alle sammen har erfaret nogle af frugterne ved at være på træet.
Frugten er det, der kommer ud af grenene på træet. Vi skal gerne bære frugt – have noget med os, som er til glæde for os selv og for andre.
I tiden med nedlukning og fysisk afstand har jeg kunnet høre, hvordan nogen af jer delte, at andre havde været til opmuntring og delt af deres ”frugt” ved f.eks. at ringe, tilbyde indkøbshjælp, kørsel eller lign.
Du har måske også oplevet, at naboer eller familien har været til glæde for dig – eller du har fået lov at være til glæde for andre med det, du er blevet givet af humør, talenter, tid osv. At der nogen gange ikke skal mere end et telefonopkald til.
Det er vigtigt, at vi giver frugt til vores omgivelser: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, gavmildhed, troskab, mildhed og selvbeherskelse.
Det er alt sammen noget, der er brug for i gode og sunde fællesskaber.
Så hvis du ikke allerede gør det, så er min opmuntring til dig: Begynd din dag med at spørge Gud, om du har noget frugt, du skal dele med nogen i dag? Se ikke ned på, om den frugt du har, er stor og saftig eller lille – og i dine øjne ubetydelig. For det er heldigvis ved at holde sig tæt på Gud – at være på træet – og gennem det Guds ånd virker i os, at det vi har, og deler med og giver til andre – kan blive saftigt og livgivende for os selv og for andre.