Fernisering den 21. november – Lis Brønderslev udstiller sine værker

Glæden ved lyset

Fra den 21. november 2021 til den 5. januar 2022 udstiller billedkunstner Lis Brønderslev sine kunstværker i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved, hvor temaet på udstillingen er ”glæden ved lyset”. Lis Brønderslev er uddannet billedkunstlærer, og har videreuddannet sig på Danmarks pædagogiske Universitet i medier, maleri, croquis og grafik.

Udblik indsigt

Jeg plejer at sige, at jeg er “født” med en pensel i den ene hånd og en blyant i den anden”, siger Lis Brønderslev. ”Da jeg var ca. 12 år sad jeg på skrænten ned til vænget og tegnede croquis af nysgerrige kvier, som græssede og lavede bukkespring på marken ved siden af. Nu bor jeg på en gård ved Haslev midt i naturen og min halvvilde have med farver og strukturer. Lyset spiller en stor rolle i mine billeder.

Lille græsk kirke

    Lys, rum og trapper indgår også i mine abstrakte malerier. En åben dør, en trappe, en sti. Hvor fører de hen? Går man ind i et rum eller igennem det?

   Desuden samarbejder min mand, Birger Brønderslev, og jeg om små skulpturer i ægte bronze.

   Jeg har i tidens løb udstillet i en lang række kunstforeninger og på gallerier. Desuden på 8 censurerede udstillinger.”

Fernisering på udstillingen finder sted i Birkebjergkirken søndag den 21. november 2021 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.

Nana Green har ordet

Guds fred

”Guds fred” er en hilsen som man kan hilse hinanden med – og den aronitiske velsignelsen indeholder også sætningen: ”Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred”, som betyder at Herren løfter sit blik og ser på dig.

Små børn som løber rundt og leger kalder ofte på deres forældre. ”Moar, moar”, kan det lyde og det de egentlig bare lige vil er at man ser på dem. Der er noget godt og trygt i at være set.

Som voksne er det også rart at blive set – og at blive set med Guds kærlige blik.

Jesus siger igen og igen: ”Fred være med jer!” – og i juleevangeliet fra Lukasevangeliet kap. 2, der lyder også et ”Fred være med jer”.

Troende taler om at mærke Guds fred … nogle gange i en grad, så man kan tænke om det bare er blevet et floskel eller noget man synes man skal sige, ”for sådan siger kristne”.

Som jeg skriver dette, så har jeg selv levet i nogle måneder i livsomstændigheder, hvor livet er blevet rusket ubarmhjertigt og voldsomt igennem. Det har været og er en svær tid. Ind imellem med fortvivlelse … og ja, der behøves næsten ikke ord for de fleste af jer vil godt kunne forestille jer hvor forfærdelig det kan føles.

Midt i alt det som følger når livet bliver gennemrystet, så erfarer jeg både en fred og en styrke fra Gud. Guds fred og styrke er ikke sådan noget, som helt fjerner de ubehagelige følelser af sorg, frygt, bekymring eller hvad du evt. selv bærer med dig. Men det er der alligevel – der midt i fortvivlelsen eller sorgen – der kan fred og styrke også erfares.

Det er ikke en styrke, som gør at jeg går stoisk igennem det hele. Slet ikke. Jeg føler mig meget sårbar rigtig meget af tiden. Alligevel så oplever jeg også at være stærk – stærk nok til at lade tårerne få plads, når det er nødvendigt. Stærk nok til at være svag. Fredfyldt nok til at være i de kaotiske og fortvivlede tanker.

Måske netop fordi jeg bliver mindet om Guds kærlige blik på mig midt i alt det jeg står i.

Jesus møder os i frygten og i tårerne. Jesus græder med – og forstår – for Gud blev menneske og prøvede det hele selv. Og selvom Jesus er både Herre og Gud, så vil han gerne være ansigt til ansigt med os.

Så uanset dine livsomstændigheder – glædelige eller sorgfyldte:

Se ind i Jesu ansigt – og se hans ansigt lyse og varme som solopgangen – og tage imod dig.

Se ind i Jesu øjne – og mærk at du er set og kendt af Gud som du er – og hvil i det.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Må du erfare Guds fred og styrke i dit liv.

Nana Green

Fernisering 12. september – Elin Steffensen udstiller

Livsglædens kunst

Livsglæde er temaet for den kommende kunstudstilling i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved. Her udstiller Elin Steffensen sine malerier i tiden 12. september – 7. november 2001, og disse kunstværker udstråler netop en særlig livsglæde.

Om sit kunstneriske virke siger Elin Steffensen: ”Jeg maler farverige billeder – akryl på lærred, og motiverne er hovedsageligt figurative og med mennesker. Jeg har især malet en del portrætter, men har også lavet en serie, hvor jeg genbruger gamle croquis tegninger og sætter dem ind i nye udtryk. Og inspirationen kommer på meget forskellig vis, en pludselig tanke eller ide, et avisfoto, en ferie-reklame. Jeg er autodidakt og har i årenes løb modtaget undervisning fra anerkendte kunstnere. Samtidig har jeg gennem flere år deltaget en gang ugentlig i et malerfællesskab på “Kunstværket” i Roskilde med undervisning. Jeg eksperimenterer konstant og er pt ved at afprøve det abstrakte.

Ved den kommende udstilling i Birkebjergkirken er der fernisering søndag den 12. september 2021 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor em. Leo Hansen.

Nyhedsblad og kalender for august og september

Download nyhedsblad

Så er det næsten hverdag igen

Af John Skytt

 ”Mest af alt holder jeg af hverdagen” ”synger” Dan Turèll, ”ikke i modsætning til fest og farver, det skal der til”. Dan Turèll causerer over alle de almindelige ting der hører hverdagen til; alle de ting som vi nok har gjort i den svære tid med smitterisiko, men gjort lidt med lidt mere besvær end sædvanligt!

Vi har vasket hænder lidt tiere og måske også lidt mere grundigt end før, vi har afsprittet hænder og vi været maskeret når vi gik i forretninger og i fitnesscenter. Vi har holdt fysisk afstand til familie, til venner og til fremmede. Knus og klem har det været småt med. Også i kirken har vi siddet langt fra hinanden og vi har i en periode ikke måttet synger når vi samledes til gudstjeneste, mange ting har været aflyst eller er arrangeret med afstand, enten udendørs i hver vores bil, eller hjemme i stuen ved hjælp af skærm, kamera og mikrofon! Og heldigvis at det har kunnet lade sig gøre!

Men nu kære venner, nu er der slækket på restriktionerne og vi kan være sammen, dog med forsigtighed, på måder der ligner det vi har kendt hidtil!

Der er snart fernisering så vi igen kan få kunst at betragte på væggene i Caféen, Café Broen er på banen igen, Håndarbejde for nødhjælp har været i gang et stykke tid nu og gospelkoret og Soul Children synger også igen om lidt, så der er rigtig meget at glæde sig over.

Den største glæde er dog at Herren har været med os igennem hele forløbet og er det fremover, uden troen på Jesus ville livet have været fyldt med bekymring over fremtiden og hvad det hele skulle udvikle sig til, men med hans ord om ikke at bekymre sig om dagen i morgen idet hver dag har nok i sine bekymringer, og at dagen altid er i hans hånd det har ihvertilfælde været en opmuntring for mig.

Kærlig hilsen

John

Nyhedsblad og kalender – juni og juli

Download nyhedsblad og kalender

Så kom sommeren

Af Kirsten Graversen

Det har på mange måder været en lang vinter med mørke og kulde, men også med corona og ikke mindst lukkede kirker. Vi har måttet holde os til hver vores lille boble, vi har skullet holde afstand, og det har alt sammen gjort, at mange føler, at de har et stort socialt underskud.

Vi er skabt til fællesskab, og det er i samværet med andre, at vi trives og udvikler os. Det er ved at se og blive set, at vi trives. Det kan sagtens være, at vi også trives rigtig godt alene, men på et tidspunkt får vi brug for andre. Og hvis den mulighed bliver begrænset, slider det på os.

Derfor var det også noget helt særligt, at vi kunne begynde at mødes i kirken igen til påske. I første omgang kun 1/2 time og uden sang, men vi kunne da være sammen igen om Guds ord.

Derfor tror jeg også, dette forår på en særlig måde har betydet meget for mange – at se det spire og gro, at høre solsorten den allerførste gang, at lytte til de mange fuglestemmer især tidligt om morgenen, og at se alle de farvestrålende forårsblomster. Det gør godt langt ind i sjælen.

Og nu står vi over for sommeren, “en sommer rig på nåde”, som der står i salmen” Det dufter lysegrønt af græs”. Så lad os nyde lyset og varmen samt muligheden for at være mere sammen.

Vi har en himmelsk Far, som viser os noget om sig selv i sit smukke skaberværk. Han elsker os mere end vi forstår, og han ønsker fællesskab med os. Hvis det virkelig går op for os, så tror jeg, at der bliver sommervarme og sommerlyst i vores hjerter, og hvor lyset er, der må mørket vige.

Ønsker jer alle en skøn sommer🌻.
Kærlig hilsen

Kirsten

Nyhedsblad og kalender – april og maj

Download nyhedsbrev og kalender

Forår og påske –
Nyt liv og tålmodighed.

Af Nana Green

Vi er heldige på vores breddegrader at kunne fejre påsken samtidig med at alting spirer og gror.


Vi bliver mindet om nyt liv og genopstandelse i naturen omkring os. Et frø lægges i jorden – i mørket – brydes åbent og nyt liv spirer frem og får rødder.


Sådan er det også med vore liv. Der er mulighed for en ny start og et nyt liv – og nogle gange kræver det en tid, hvor det føles mørkt, og vi skal den hårde proces igennem, hvor den hårde overflade skal brydes åben, så det nye kan bryde igennem og op i lyset. Ligesom rødder kan søge ned i væde og næring.


Jeg husker selv, da jeg som barn fik et lille stykke jord i den lille have i vores rækkehus, hvor jeg fik lov at plante tagetesfrø, og hvordan jeg utålmodigt hver dag kiggede og ventede på, at der skulle komme spirer frem. Det tog lang tid, og tålmodigheden blev stillet på en prøve. Selv, når spirerne titter frem, kan man være helt utålmodig efter en plante og blomster.


Her nytter det ikke noget at hive i spirerne for at få dem til at vokse hurtigere. Man kan gøde, man kan vande, og man kan vente – og huske, at under overfladen, nede i jorden sker noget af det, man ikke kan se. Der brydes åbent, der slås rødder, og der bryder nye spirer frem.

Vores tålmodighed bliver stillet på store prøver i denne tid – og vi længes efter noget nyt skal ske. Jeg tror, det vil ske, men jeg tror også, at vi skal vente på Gud – have


TÅLMODIGHED OG TILLID. TILLID TIL, AT HAN ALLEREDE LÆNGE HAR VÆRET I GANG MED SIT SKABERVÆRK – OG AT DET GROR OG VOKSER – OGSÅ SELVOM VI IKKE LIGE KAN SE DET NU.


I vores by, i vores kirke og i vore liv.


Må Gud give os øjne, der kan se, ører, der kan høre og hjerter, der kan fatte – holde fast i udholdenheden, tilliden og håbet, og gøre det, kærlighedens arbejde vi kan – uden at hive utålmodigt i spirerne.

Nyhedsblad og kalender – februar og marts

Download nyhedsblad og kalender

.

Der er lys i mørket

Af Lisbeth Scharla-Friis.

Det er en sætning som vi ofte hører og læser i denne tid. Lyset er tydeligvis forbundet med den vaccine, som nu kommer og skal sætte en stopper for Covid- 19, som styrer og begrænser vores samfund, vores liv og vores hverdag.

Mange venter med længsel på ”lyset” og på at opnå immunitet, så hverdagen igen kan formes og leves som før. Tiden med Corona har været svær for mange, skabt isolation og ensomhed, og det kan være svært at se det lysne forude. Derfor opleves vaccinen som ”et lys i mørket”.

I bibelen læser vi flere steder om lyset. Lyset som er,
som var og som kommer.

Et lys, som er livgivende og som altid skinner.

Nogen gange kan omstændigheder gøre, at vi har svært ved at se lyset. Men Gud har i sit ord givet os håbet og troen på en nutid og en fremtid sammen
med ham. Hold fast i lyset og troen, når det føles mørkt og modet svigter, og du føler dig låst fast. Gud ER ved din side, det har han sagt i sit ord.

“I Ham var liv og livet var menneskers lys” (Johs. ev.1,1-5)

”Jeg er verdens lys” (Johs. ev.8,12)

”Den dag jeg råbte, svarede du mig” (Salme 138,3)

”Jesus hjælp mig til at se dit lys og leve i lyset af
dig”!!!

I adventstiden blev jeg opmærksom på en nyere salme, skrevet af Dy Plambeck. Jeg finder, at denne salme bringer håbet om lyset i fremtiden med sig, også udenfor en adventstid. Må denne salme blive en styrke og et håb frem mod alt det gode, vi har i vente.

  1. Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig,
    her er en fremtid, her er liv, han er på vej.
    Se, snefnug ligner noder i en symfoni,
    jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.
    Hold håbet op. Mørket skjuler sig.
    Hold håbet op. Hold det foran mig.

Hold håbet op. Mørket skjuler sig.
Hold håbet op. Hold det foran mig.

  1. Vi venter midt i verset i en adventssang,
    en stilhed efter stemmerne, der var engang.
    Den hænger tungt i luften her som efter storm,
    urolig sitren førend verden får sin form.
  2. En julerose er en smuk men ydmyg blomst,
    jeg tænker på et ord, det er: Tilstedekomst.
    En glød i mørket, og jeg mærker glæden ved,
    han er på vej, det er et lys af evighed.

Salmens røde tråd er håb. Han er på vej.

Håbet er det faste holdepunkt i salmen. Et håb, der står foran mig som en bøn og/eller et løfte, men først og fremmest som et håb, der ikke bare kommer fra mig, men rækkes frem imod mig.

”Rejs dig bliv lys, for dit lys er kommet”
(Esajas 60,1-2)

Evangelisk alliance bedemøde lokalt

Evangelisk alliances bedeuge er begyndt – og selvom vi ikke kan mødes i kirker og mødelokaler rundt i landet, så kan vi bede.
Det kan vi heldigvis altid – alene, sammen eller i denne tid samtidig med andre og lige der hvor vi er.

Bedeugen i Næstved bliver i form af et enkelt bedemøde online. Derudover står Evangelisk Alliance Danmark selv for nogle online møder mandag, tirsdag, torsdag og søndag, og dem vil vi også opfordre dig til at tage del i. Du kan læse mere om EA Danmarks bedemøder på hjemmesiden: https://www.evangeliskalliance.dk/bedeuge/bedeuge-2021/

Trykte hæfter – så længe lager haves
Vi har en lille stak trykte bedeuge-hæfter fra Evangelisk Alliance, som du kan hente i Birkebjergkirken, hvis du derhjemme vil bede ud fra overskrifter og bedeemner.
Der er åbent i Birkebjergkirken: Tirsdag mellem 12 og 18, og onsdag mellem kl. 12-18.45. Gå ind eller bank på ved kontoret, der ligger på højre side af kirken, når man står foran hovedindgangen på Tommerupvej 4. Husk mundbind. Det er så længe de haves og efter først til mølle princip.
Du kan også finde bedeugehæftet online via dette link: http://www.evangeliskalliance.dk/wp-content/uploads/2020/10/EA-bedefolder-2021.pdf

Evangelisk Alliances bedemøde lokalt – Næstved
Onsdag d. 13. januar kl. 19.00
Mødet foregår via Zoom. Vi har valgt at gøre det på den måde, da det giver os mulighed for at se hinanden – og få bedre fornemmelse af det fællesskab vi er.

Jan Wold fra Adventistkirken og Nana Green fra Birkebjergkirken står for bedemødet, men bag Evangelisk Alliance i Næstved er Indre Mission, Næstved Byrkirke, Frelsens Hær og Birkebjergkirken. Uanset hvilken kirke du kommer i eller om du overhovedet har din faste gang i en kirke, så er du velkommen.

Du kan enten gå til denne hjemmeside (som er stillet til rådighed af Adventistkirken).
https://webkirke.dk/alliance/
Her skulle komme en skærm kl. 19, hvor du kan angive dit navn og så være med.

Du kan også komme på ved hjælp af Zoom i din webbrowser, som program på din PC eller en app på din telefon.
Oplysningerne til at gøre det kan du læse her. Når du går ind på linket via Zoom, så vil den tilbyde dig at hente programmet ned – det giver nogen gange en mere stabil forbindelse.

Join Zoom Meeting
https://zoom.us/j/99138005344

Møde ID: 991 3800 5344

Ring op ud fra din lokation:
        +45 32 72 80 10 Denmark
        +45 32 72 80 11 Denmark
        +45 47 37 25 75 Denmark
        +45 89 88 37 88 Denmark
        +45 32 70 12 06 Denmark
        +45 32 71 31 57 Denmark
Møde ID: 991 3800 5344

ProgramVi logger på – Nana byder jer velkommen og vi afventer nogle minutter på at alle kommer ind og er med.

  • Velkomst og intro ved Nana
  • Evt. en sang – hvis vi kan få det op at køre
  • Tekstlæsning fra Johannesevangeliet 4,1-42 om Jesu møde med den samaritanske kvinde.
  • Kort refleksion over teksten og dagens overskrift: Inviter – ved Jan Wold
  • Oplæg til bøn (for dagens bedeemner fra hæftet: Tak for dem der har inviteret os, bekende manglende iver efter at invitere, bede om frimodgihed, mulighed og længsel til at sige: “Kom og se” til andre, sende mennesker – og os selv – til steder i vores by, i vores land og i vores verden, hvor invitationen ikke har lydt endnu.
  • Evt. inddeling i “breakout rooms” hvor vi beder for vores by. (Afhængigt af antal og om vi kan få teknikken til det).
  • Afrunding ved Nana, hvor vi beder Fadervor og modtager Guds velsignelse.

Varme hilsner
Jan Wold og Nana Green

Nyhedsblad og kalender december – januar

Download nyhedsblad og kalender

Rum og ro til tro

Af Nana Green

I 2021 vil vi gerne give mennesker rum og ro til tro. Derfor vil vi på forskellige måder – som COVID-19 restriktionerne må give mulighed for –
give rum og tid til nysgerrigt at gå på opdagelse i livet og troen. Dit liv og din tro.

Mit liv og min tro. At gå nysgerrigt og åbent til livet og troen
sammen – ja, det går bedst i en atmosfære, hvor man bliver taget imod som den, man er og hvor der ikke er fordømmelse eller bedømmelse. Det er sådan, Jesus tager imod os, så mon ikke vi kan prøve at tage imod hinanden på den måde?

Give rum og plads til både at se tilbage på det liv, der er levet – hvordan var det? Hvad formede dig? Hvem formede dig? Har du gjort dig
erfaringer med Gud igennem dit liv? Hvordan ser du på dit liv nu? Og det liv, du har i vente?

At høre andres livshistorier er spændende – det vidner utallige biografier på bestsellerlisterne om.

Selv at sætte ord på sin livs- og troshistorie og dele den med andre giver ofte nye opdagelser og erkendelser.

Det er en fantastisk måde at åbne sig for hinanden på. Giv mig en tanke.

På mit skrivebord ligger en nyudgivet bog med titlen: ”Giv mig en tanke.” Den er skrevet af tidligere biskop Steen Skovsgaard.

Den ligger der bl.a., fordi det er en inspirerende bog med små tekststykker – ja, faktisk en andagtsbog, men også fordi, der arbejdes på at anbefale den til menighedens fællesskabsgrupper, som kan læse et par tekststykker til hver
samling og sammen give hinanden de tanker, som bliver vækket ved at læse Skovsgaards refleksioner og forskellige bibeltekster.

Der vil følge en lille vejledning med til hver af de 208 tekster, I kan læse til hver gang og nogle guidende spørgsmål til samtalen.

Der er ikke nogle rigtige svar – det er at dele de tanker, som kommer til en. Lytte til de andres og selv give en tanke. En eller måske flere tanker – også gerne de ufærdige – ligesom livet ikke er færdigt endnu.

Det skal ikke være svært at være sammen, men være let. Så let som at give en tanke. Og så enkelt er det egentlig også med bøn. Giv Gud en tanke. Det, der ligger øverst i tankerne lige nu. Uden censur.

Så lad os gå ind i 2021, åbne for Gud og hinanden – i en åbenhed, hvor vi giver Gud og hinanden plads – og deler trosliv og tanker.


Kærlig hilsen Nana.

Fernisering 15. november Birthe Kærsig og Tine Martens udstiller

”Paradisvejen” er temaet for to kunstneres udstilling

Søndag den 15. november kl. 12.00 – 13.30 er der fernisering i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved, hvor de to kunstnere Birthe Kærsig og Tine Martens udstiller deres malerier med ”Paradisvejen” som tema.

Om deres kunstneriske virke siger de to kvinder:

Vi har efterhånden malet i mange år, og i de senere år har vi udstillet sammen, bl.a. i Næstved Kunstforening, i Hasle på Galleri Vang, i Bridgeklubben i Næstved, i Fiskeri- og Bymuseet i Karrebæksminde, og her i uge 41 havde vi udstilling i Levins hus i Fåborg, blot for at nævne nogle af de steder vi har været.

I flere år har vi begge været elever hos Joan Holbøll, som var en stor inspirator for os begge. Af andre, der har lært os en del, kan nævnes Mai-Britt Schultz fra Tåsinge. Ud over de nævnte lærere har vi begge haft individuelle lærere.

Vores udgangspunkt er først og fremmest glæden ved at skabe, glæden ved farver og glæden ved at stå i sin egen verden, hvor der intet andet er til stede end det næste penselstrøg. Derudover giver det en stor tilfredshed at få et resultat på lærredet, som vi gerne vi udtrykke. Vi finder stor inspiration i naturen og det nære omkring os.

Vi har fundet det meget spændende at male billeder til denne udstilling, hvis tema er ”Paradisvejen”, og Ingemanns Julesalme ”Julen har bragt velsignet bud”, som har fået os til at male andre motiver, end vi ellers plejer.

Udstillingen kan ses indtil 3. januar 2021 i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.