2. Pinsedag på Herlufsholm

Friluftsgudstjeneste – ”fra asken til ilden”

Mandag den 10. juni kl. 11.00

2. pinsedag er der igen i år en fælles pinsegudstjeneste under åben himmel. Denne gang ved det grønne område ved Susåen nær Herlufsholm Kirke. Som tidligere vil gudstjenesten indeholde korsang, og præster/menighedsledere fra alle Næstveds fri- og folkekirker medvirker.

I tilfælde af dårligt vejr rykkes gudstjenesten ind i Herlufsholm Kirke. Der er mulighed for at nyde medbragt mad efter gudstjenesten.

Ønsker man ikke at sidde på græsset, opfordres man til at tage en stol med.

Lis Meisner og Karsten Madsen udstiller

Sydamerikanske stemninger med pensel og kamera

Den indianske landsby Humahuaca

Lis Meisner og Karsten Madsen var på en fantastisk tur til Argentina og Brasilien i februar måned 2018. De rejste med en lille gruppe på 16 mennesker, og der var masser af tid til fordybelse og fordøjelse af alle de spændende indtryk.  Lis har efterfølgende med pensel videregivet nogle stemninger fra naturen og fra bygninger og miljø. Karsten har med kamera fastholdt øjeblikkets indtryk. Billederne bliver udstillet i Birkebjergkirkens cafe fra søndag den 16. juni til søndag den 1. september. Der er fernisering søndag den 16. juni ca. kl. 11.30 efter den ordinære gudstjeneste, hvor kirken er vært med en kop te/kaffe. Karsten og Lis fortæller lidt om billederne under kaffen. 

Torvet i Humahuaca

Efter ferniseringen den 16. juni kan udstillingen ses i kirkens åbningstider i forbindelse med gudstjenester, møder og andre aktiviteter, eller efter aftale med Leo Hansen på telefon 5570 0393 / 6169 0393.

Skærtorsdag

Messiansk påskemåltid

“Den sidste nadver”

Skærtorsdag 18. april kl. 17.00

Linda Møller vil lede os gennem

et messiansk påskemåltid

Med afsæt i en række jødiske traditioner, illustrative ritualer, bibelske fortællinger, symbolske retter og lovsange vil måltidet vise os Guds frelsesplan og pege hen på Jesu korsfæstelse, død og begravelse.

Pris kr. 60
Forret, hovedret, kaffe, kage/dessert
Tilmelding til Kirsten Graversen senest 7. april,
enten personligt eller her

Da der er begrænset antal pladser, gælder 

“først til mølle princippet”.

Palmesøndag Gospelgudstjeneste

Som start på påskeugen afholder Birkebjergkirken Palmesøndag en gospelgudstjeneste, ledet af medlemmerne i Birkebjerg gospelkor. Deltagerne ledes, som i den første påske, ad Via Dolorosa – smertens vej – som beskrives ved oplæsning af bibeltekster, som veksler med nøje udvalgte gospelsange, som understreger tekstens budskab.

Der vil være rig mulighed for at synge med, og korets egen præst Leo Hansen vil lede en kort refleksion over Påsken.

Her er garanti for en god optakt til påskeugen, – velkommen til en gudstjeneste ud over det sædvanlige.

Gudstjeneste starter 10.30, og efter gudstjenesten serveres kaffe i kirkens cafeområde.

Askeonsdag

Flere af byens præster og kirker inviterer til en mere end 1000 år gammel tradition, når der onsdagen efter fastelavn holdes meditativ vandring i midtbyen.

Vi går fra Sct. Peders Kirke kl. 19.30 via den fritlagte Suså til fællesgravens minde på Gamle Kirkegård og videre op til Vor Frue Kirke på Præstøvej, hvor vandringen sluttes med en kort gudstjeneste. Afslutningsvis er der kirkekaffe.

Vandringen på ”askeonsdag” indleder de 40 fastedage i kirkernes kalender frem mod påske.

Ved askeonsdagsmessen i Vor Frue Kirke går vi op til alteret og får tegnet korsets tegn på panden med aske eller strøet aske i håret. Brugen af asken er et symbol på forgængelighed. Mennesket er skabt ud af støv og skal blive til støv, ifølge den kristne tro. Asken minder derfor om, at mennesket intet er uden Gud.

Arrangør og medvirkende: Næstved Økumeniske præstegruppe (NØP)

Kai Svendsen udstiller i Birkebjergkirken

Birkebjergkirkens kunstudstilling nr. 100

I mere end 20 år har man i Birkebjergkirken kunnet se mange kunstneres værker på væggene i kirkens café.

Det skal fejres søndag den 20. januar 2019 kl. 12-13.30, hvor billedkunstner Kai Svendsen, Næstved ved kirkens udstilling nr. 100 præsenterer sin kunst med smukke farveindtryk og motiver fra et langt liv som kunstner i Næstved, København og Gudhjem. Formand for Næstved Kunstforening Lis Hansen holder en kort åbningstale, og kunstudvalget byder på lidt ekstra ved dagens kirkekaffe.

Kai Svendsen drev i mange år et serigrafisk trykkeri, og i 1970’erne gik han også over til offset og flyttede til nogle lokaler på Christianshavn. Ved siden af startede han et lille kunst-serigrafi-trykkeri, hvor han ofte gratis lod fattige kunstnere producere værker, som de kunne sælge og overleve på.

I USA har Kai Svendsen opnået at vinde VM som verdens bedste serigrafi-kunstner. Det vidner også om hans format, at han trykte dronning Margrethes plakat til ET FOLKESAGN på det kongelige teater.

Ellers maler Kai Svendsen billeder af naturen i akryl, og det er disse malerier, man vil kunne se på udstillingen i Birkebjergkirken.

Efter ferniseringen den 20. januar og indtil Påske 2019 kan udstillingen ses i kirkens åbningstider i forbindelse med gudstjenester, møder og andre aktiviteter, eller efter aftale med Leo Hansen på telefon 5570 0393 / 6169 0393.

Guds fred

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!  Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.  Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.  Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.
Paulus brev til Filipperne 4,4-7

FREDAGSKLUBBEN

Mission i Polen

Malan Weihe og Wagner Espersen samt Elisabeth Weihe og Jan Juul Nielsen kører jævnligt til Polen med nødhjælp til fattige familier.

Fredagsklubben i Birkebjergkirken er dybt engageret i dette hjælpearbejde. Fra Malan Weihe har vi fået følgende hilsen: ”Nåde være med jer og fred fra Gud og Herren Jesus Kristus.

Jeg vil gerne fortælle jer om vores nødhjælp og det store arbejde, som aktivitetsklubben i jeres kirke gør i den forbindelse. Jeg er meget glad for, at vi er kommet i kontakt med dem. Det er nogle søde, flittige og kreative piger, som det er en fornøjelse at være sammen med.

Vi er en gruppe, som kører nødhjælp og har gjort det i mange år. Vi hjælper Polen og de Baltiske lande. Vi hjælper på hospice, hjem for hjemløse mænd, krisecentre, børnehjem og fattige familier. De mangler alt, også mad.
Vi samarbejder med frikirkerne i de forskellige lande.

Arbejdet vokser hele tiden, sidste skud på stammen er sigøjnere i Ukraine nær den Slovakiske grænse.

Vi takker Gud for, at vi kan være med til at gøre en forskel for mennesker, som lever under fortvivlede forhold. Igen og igen hører vi, hvordan de mennesker, vi hjælper, ikke kan forstå, at nogen, som de slet ikke kender, har en sådan omsorg for dem.”

 

Den apostolske trosbekendelse

 Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber,

og på Jesus Kristus hans enbårne søn vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden,
den hellige almindelig kirke,
de helliges samfund,
syndernes forladelse,
kødets opstandelse
og det evige liv.
Amen.